Højt at flyve,
dybt at falde
Ikaros-figuren er skabt af billedhuggeren og maleren Valdemar Foersom Hegndal. Den oprindelige figur blev lavet i 1960 i gips og plastelina. I 2015 blev den støbt i bronze på Skulpturstøberiet, Svendborg.
Post 2: Højt at flyve, dybt at falde
Ikaros-figuren er skabt af billedhuggeren og maleren Valdemar Foersom Hegndal. Den oprindelige figur blev lavet i 1960 i gips og plastelina. I 2015 blev den støbt i bronze på Skulpturstøberiet, Svendborg.
Samtidig blev de små figurer, der pryder soklen, lavet af børn og voksne i Røgen eller med tilknytning til byen. Støbningen af de små skulpturer blev udført ved Røgen Forsamlingshus i et samarbejde med professionelle bronzestøbere fra Burkina Faso.
Ikaros er søn af Daidalos i den græske mytologi. Daidalos byggede Labyrinten i Knossos på Kreta for kong Minos. Men far og søn må flygte fra labyrinten og væk fra kongen og de to flyver på vinger dannet af fjer og bivoks. Daidalos siger til sin søn, at han skal flyve i midten, hverken for lavt, så vil han ramme havet, eller for højt, så vil han blive skadet af solen.
Men Ikaros svinger sig i overmod så højt mod solen at vokset smelter på vingerne og han falder i det Ikariske Hav, som har fået navn efter ham.
Ikaros er blevet symbol på overmod eller himmelstræben eller dét at begå hybris. At begå hybris betyder at man overtræder den guddommelige orden og retfærdighed. Når et menneske begår hybris, skyldes det som regel, at man mangler selvbeherskelse og er uvidende om egne begrænsninger.
Derfor er man blevet ramt af ate (sjælelig blindhed). At flyve som en fugl eller en engel og vove sig op mod solen er altså at begå hybris og dét straffes ifølge gammel græsk mytologi med nemesis.
Støbningen og opsætningen af skulpturen skete med støtte fra LAG Randers-Favrskov, Favrskov Kommune, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, Menighedsrådene i Røgen, Søby og Sporup, Røgen Forsamlingshus.
Du kan læse mere om Ikaros-figuren og trappen Modus Vivendi på Info-tavlen ved trappen.
…og mens du nu går videre og ind i skoven, kan du lytte til Kaj Munks ”den blå anemone” udgivet i 1943. Digtet stammer fra Kaj Munks sidste digtsamling fra 1943. Den blå anemone er et digt om det tilsyneladende svage væsen, der nægter at lade sig kue og overvinder omgivelsernes modstand. I forbindelse med befrielsen i 1945 skrev Egil Harder melodien.
Kaj Munk var præst i Vedersø fra 1924, hvor han involverede sig i sognets liv. Han begyndte i 30érne at protestere mod nazisternes behandling af jøderne, mod Danmarks overgivelse ved tyskernes besættelse i 1940 og mod den danske samarbejdsregering. Den 4. januar 1944 blev han derfor afhentet af det tyske politi Gestapo og myrdet samme nat ved Hørbylunde Bakke.
Efter mordet tryktes ”Den blå anemone” i forskellige illegale udgaver, hvor digtet om det tilsyneladende svage væsen som overvinder omgivelsernes modstand, den lille blå anemone, vandt alles hjerter. Måske kan du plukke en hvid af slagsen, måske en hel buket af hvide anemoner og give den til din nabo.
Den blå anemone
1. Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.
2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.
3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølgeskær.
4. Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: "Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden", da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone,
mit hjerte atter glad.
5. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!